Julen står for døren, men hvad med hunden?

Julen står for døren, men hvad med hunden?

Julen er – for mange – forbundet med hyggelige sammenkomster, gaver, god mad og levende lys. Desværre er julen også en tid, hvor rigtigt mange hunde kommer til skade og bliver misforstået.

Vores menneskelige følelser kommer ind imellem i vejen for hundens trivsel, så i dette blogindlæg vil vi belyse nogle af de problemstillinger vi ofte møder. 

Jul betyder ændringer i hverdagen

Hunde trives bedst med rammer og rutiner. Jul er ofte forbundet med ændringer i hverdagen. Måske har hele familien juleferie, og huset er fuld af gæster. Men hvordan påvirker det egentlig hunden?

Søvn er essentielt

Hvis hunden trives med at være alene hjemme, vil hunden typisk sove og slappe af i de timer ejeren er ude af huset. Det er ikke alle hunde der formår at finde ro, når der hele tiden er aktivitet i huset. Derfor skal man være opmærksom på, om hunden får hvilet nok hvis hverdagen er ændret ifht. hundens almindelige rutiner. 

Mangel på søvn og hvile, kan føre til en stresset hund og på sigt adfærdsproblemer. Derfor er det vigtigt at observere, om hunden får hvilet nok. 

Det er altid en god idé at lave en “safe-zone” til hunden. Altså et sted, hvor hunden kan trække sig fra aktivitet. Dette gælder især hvis der er børn og gæster i huset. 

Må hunden få julemad?

Det er fristende at give hunden lidt af den lækre julemad. “Hunden skal jo også mærke det er jul”, men hunden ved ikke at det er jul, og ved i øvrigt slet ikke hvad jul er. 

Nogen former for “menneskemad” er ok at dele med hunden, mens andet kan være farligt, fx tilberedte ben. Andre ting er “bare” usundt og meget anderledes end hundens almindelige kost, hvilket kan føre til dårlig mave. 

Så man kan altså undgå en tur til dyrlægen, ved at holde sig til hundens almindelige kost. Hvis man ønsker at give hunden noget lækkert, anbefaler vi at holde sig til hundesnacks der er beregnet til formålet. Hvis man vil holde hunden aktiveret i længere tid, kan man fylde noget aktivitetslegetøj med vådfoder eller lignende, og give det en tur i fryseren inden servering. 

Julen kan være stressende…

Tiden op til jul og sammenkomster kan godt være travl og stressende, og det kan nemt gå ud over hunden. 

Det er ikke sikkert der er tid til de typiske gåture eller træning. Det kan derfor være en god idé at lære lidt om nemme former for aktivering, så hunden stadig bliver stimuleret, også selvom man har travlt. Dette gælder især hvalpe og hunde med højt energi niveau. 

Hvis du er stresset, mærker din hund det også. Vær derfor ekstra opmærksom, på hvordan din hund reagerer i de forskellige situationer. Vi ser ind imellem, at hunden “gør noget den aldrig har gjort før”, hvilket i mange tilfælde skyldes at ejeren også opfører sig anderledes. 

Udklædning er sjovt, men for hvem?

Man kan købe mange “sjove” ting, fx nissehuer og slips til hunde, så de kan blive klædt i juletøj. Det er dog meget unaturligt for hunden, og de synes sjældent det er sjovt. 

Derfor er det vigtigt at holde øje med hundens signaler, hvis man gør det. Hvis hunden bliver stresset og egentlig helst ville være fri, er det så ikke bedre at lade være? Også selvom det kunne se sødt ud på billedet til julekortet.  

Hvad man ønsker at benytte sig af udklædning, anbefaler vi at træne håndtering, således at hunden lære at kunne forholde sig roligt og forbinder situationen med noget positivt.

Huset fuld af gæster

Der er mange hyggelige sammenkomster over julen. Måske får du gæster, eller skal selv være gæst? 

Uanset hvad, så er det vigtigt at tænke hunden ind i dette. Mange hunde bliver stresset, når der kommer gæster. Derudover er det ikke alle gæster der ved, hvordan de skal agere overfor hunden. Derfor er det en god idé at vejlede dine gæster, i hvordan de skal opføre sig overfor hunden (gerne inden ankomst). 

Det er også vigtigt at du som hundeejer guider og hjælper din hund, hvis den har det svært i situationen.

Hvis du skal have din hund med på besøg, anbefaler vi altid at medbringe hundens “safe-zone”. Det kan være et tæppe eller et bur, hvor hunden normalt finder tryghed. 

Julepynt og hunde?

Når huset bliver pyntet op til jul, er det vigtigt at tænke sig om, især hvis man har hvalp. Julepynten kan være fristende at bide i, men det er selvsagt utroligt farligt hvis hvalpen knuser en glaskugle i munden. 

Hunden ved ikke, at julepynten er nix pille, hvis ikke den har lært det. Så hvis hunden skal være alene hjemme og har tendens til at aktivere sig selv, anbefaler vi at begrænse adgangen til sikre områder i huset. 

Ingen jul uden gaver… men!

Nogle hunde synes det er sjovt at lege med gavepapiret (især hvalpe), men vær opmærksom på at hunden ikke sluger papir, tape eller gavebånd. Giv eventuelt noget legetøj, der er beregnet til hunde i stedet for. 

Glædelig jul!

Det handler ikke om, at man skal overtænke hver eneste situation over julen. Det handler blot om at man tager højde, for at der ofte er mange ændringer man lige skal tænke på når hunden er involveret, for at undgå uheld.

Vi hjælper gerne, hvis du ønsker råd og vejledning til, hvordan du kan hjælpe din hund på bedst mulig vis.

Til sidst vil vi bare ønske jer alle en super skøn jul med jeres firbenede venner 🙂 

Professionel Hundetræning

Træning på hold eller individuel terapi – få værktøjerne til at håndtere din hund.